Når vi nu har skåret ind til benet og kun spiser kød, salt og vand, giver det vel også mening at få det bedste salt, man kan få. For bordsalt er da noget skidt, og man skal have mineraler og sporstoffer fra det gode salt. Ikke?
Det giver umiddelbar mening at undgå et højforarbejdet produkt som bordsalt, og påstanden om et højt indhold af mineraler og sporstoffer lyder intuitivt korrekt.
Men er der egentlig noget om snakken? I takt med at prisen stiger, stiger nemlig også påstandene om sundhedsfordelene. Kan det passe at salt skal koste op mod 250kr for et kilo?
Artiklen her handler lidt om saltets vej til din bøf, et kig på de forskellige påstande omkring salt, og til sidst en famlen mellem de forskellige produkter der normalt anbefales.
Og du kan også finde vores anbefaling i bunden af artiklen.
Hvilke typer salt findes der?
Bordsalt kan både starte sit liv som havsalt, bjergsalt, fra søer eller salte kilder. Salten gennemgår en række processer som fjerner vand fra salten.
Den gennemgår en række kemiske eller mekaniske processer, og den ender i den ønskede form.
Processen eliminerer nogle mineraler og metaller som naturligt er tilstede i både hav og bjergsalt. Det viser sig dog at have en mindre betydning end forventet, som du kan læse senere.
Havsalt fås også i flere varianter på trods at de alle er under samme navn. Den mest populære proces er at tage havvand ind til kysten, for derefter at fordampe saltvandet, og at indsamle den resterende salt.
Der er stor forskel i mængden af bearbejdelse som at havsalt går igennem – nogle metoder benytter tungt maskineri, og andre benytter kun håndkraft og naturlige materialer som træ.
Bjergsalt er salt har været lagret dybt i jorden i tusinder eller millioner af år, og tilgås enten ved hjælp af minedrift, hvor tungt maskineri eller sprængstof benyttes til at høste salten.
Lyserødt himalayasalt er blandt andet fra denne metode.
Bjergsalt kan dog også tilgås ved andre processer, som er mere naturlige, som kilder hvor at vand og det underjordiske salt blandes og naturligt forekommer i kilder eller søer på overfladen.
Som vi kan se er disse kategorier ikke særlig informative. Alt salt har på et tidspunkt været havsalt, og det der ikke er høstet direkte fra havet, er det fra gamle depoter af havvand gemt under jorden.
Hvad er forskellen på forskellige typer salt?
Du har måske hørt at sodium indholdet i bordsalt er højere, men test viser et ens indhold, med et sodium indhold på ca. 40% i alle typer salt.
Der er derfor, når det kommer til selve natrium til klorid-forholdet ingen mærkbar forskel på de forskellige typer salt.
Forskellene er derfor at finde i de andre komponenter der udgør de saltprodukter vi skal overveje.
For at kunne vurdere forskellene og lave en vurdering på hvilken salt der er anbefalelsesværdig, har vi brudt spørgsmålet op i en række underspørgsmål.
Tilsætningsstoffer i bordsalt:
Tilsætningsstoffer findes næsten eksklusivt i bordsalt, og er af to typer. Antiklumpningsmiddel og tilsat jod. Antiklumpningsmidler benyttes til at, ja.. undgå klumpning af salten. Aluminiumsilikat (E599) og natriumferrocyanid (E535) er som regel benyttet i de danske bordsalte.
Ingen af disse stoffer ligger i den høje risikokategori, især i de benyttede mængder, men det er bestemt også unødigt og noget der er værd at undgå.
Jod er tilsat i mængden 13mg/g i dansk bordsalt. Et indtag på omkring 5 gram salt om dagen vil derfor ikke bringe dig op på de anbefalede 150mg/dagligt.
Studier viser også at tilberedning af mad saltet med jodholdig salt reducerer jodindholdet
Dog er der noget at positivt ved det jodholdige salt, især for de folk der udelukkende spiser oksekød, uden organer eller havdyr.
Oksekød indeholder nemlig kun få mikrogram jod per 100gram, og er derfor en mangelvare på sådan en diæt.
Læs mere om jod på carnivore diæten her
Mineraler og sporstoffer i salt:
Mange har fået anbefalet deres salt på det grundlag at det indeholder en solid mængde naturligt forekomne mineraler og andre stoffer der vil give en gavnlig effekt.
Og hvis man læser om et populært produkt som Redmonds Real Salt, som er et normalt anbefalet produkt i denne sfære, kan man også se hvad der umiddelbart ligner et indhold af disse.
Og nu bliver det kontroversielt, for hvis man dykker lidt dybere ned i præcis hvad og hvor meget der rent faktisk forekommer, vil det nok give en mindre skuffelse.
Af de over 60 mineraler er kun 20 tilstede i så store mængder at de kan måles og rent faktisk indgår i resultaterne.
Af de 20 resterende stoffer er der meget små mængder af de fleste stoffer, altså kobber, molybdæn, zink og andre metaller. Du skal derfor spise flere kilo salt for at opnå de daglige anbefalinger.
Selv på de mineraler der findes i større mængder, er der en skævvridning af vigtigheden af indholdet. Magnesium er fx det mineral med den største mængde tilstede.
Med et indhold på omkring 4mg/g magnesium, er det allerede tydeligt at indholdet er ekstremt lavt. Den daglige anbefaling er på ca. 300mg for voksne, og med et indtag på 5 gram salt om dagen, vil ca. 10% være fra denne salt.
Du tænker nu at det ikke lyder så tosset. Og ja, 10% af dit daglige behov gennem salt, ville være en udmærket værdi for pengene.
Men hvis man kigger gennem data på hvilken forekomst af mineralet magnesium, vil man se at indholdet er baseret på: Magnesiumchlorid, Magnesiumsulfat, Magnesiumcarbonat og Magnesiumhydroxid.
Disse udgaver af magnesium beskrives som uorganiske former. Disse har alle det tilfælles at de har en meget lav biotilgængelighed. Magnesiumchlorid har den bedste med 5-30%.
Så på tværs af de forskellige magnesiumforekomster ender optaget givetvis langt under 10%. Så af det nævnte magnesium, kan du regne med at 4mg ender i din krop, med et dagligt indtag af 5 gram salt. Altså ca. 1% af RI.
Til sammenligning vil magnesium fra kød have en biotilgængelighed der er 4-5 gange højere – ca. 30%.
Og magnesium er i forvejen et af de eneste mineraler med et “højt” indhold.
Læs mere om magnesium på carnivore diæten her
Det ser meget ens ud for de andre mineraler, der i vores optik har absolut ingen effekt for din krop, da de findes både i for små mængder, og i de forkerte former, til at man kan påstå at de har en gavnlig effekt.
Vælger man et tilfældigt navn på listen, molybdæn, vil man se flotte tal på 8ug, og med et dagligt RI på 70-250ug, ser det ikke ubetydeligt ud, men det kommer i forme som molybdænit (MoS₂) eller i form af molybdæntrioxid (MoO₃), hvilket begge har en lav biotilgængelighed.
Generelt set er de mineraler og metaller der kommer fra uorganiske indtag, ikke i de forme der er biotilgængeligt for os.
Det skal også nævnes at de fleste sporstoffer er markeret med en asterisk, der påpeger at det kun periodisk at de er tilstede, dvs. at man kan risikere at købe en pose salt og at der slet intet indhold af enkelte sporstoffer.
Forurening med tungmetaller og mikroplast:
En anden af de store sellingpoints ved salte af højere kvalitet, er at de lover en lavere forekomst af kontaminering fra bl.a. mikroplast og tungmetaller.
Det lader dog ikke til at være let at undgå mikroplast, da selv de salttyper som kommer fra “urørte” miner, hvor at mikroplast ikke bør forekomme, har i studier vist forekomst af disse.
Et studie her (og her) peger fx på at Himalaya salt, som man ellers ville gætte på var et af de mindst forurenede (da den udvindes underjordisk), faktisk har den næst største forekomst af mikroplast i studiet.
Vi kommer ikke med en dom på denne enkelte undersøgelse, men det er stof til eftertanke. Og det skal også siges at mængderne generelt set er meget små.
350 partikler per kg er i den høje ende af forureningsskalaen, men da der indtages så små mængder, falder det faktisk langt ned, i forhold til andre fødevarer, der fx blot har 10-20 per kg, men spises i større mængder.
Men hvordan er salt høstet dybt nede i et bjerg kontamineret med mikroplast, spørger du måske dig selv. De førnævnte studier foreslår at kontaminering fra udvindingsprocessen, transport og indpakning er årsagen.
Og når det kommer til forurening med bly, arsenik, kviksølv og aluminium er der også meget at sige. På trods af at indeholde meget små mængder, er der nogle stoffer som bly, der ikke har nogen grænseværdi på sundhedsskadeligheden. Ligeledes med arsenik og cadmium.
Der er en utrolig mangel på data på indholdet i de forskellige produkter på markedet, så vi har taget udgangspunkt i en række fødevaretests, foretaget af en watchdog-blog. Det indeholder faktisk overraskende god data på enkelte produkter og en bred vifte af produkter.
Vi opfordrer til at du selv at læser deres resultater, men såfremt du kun ønsker en kort konklusion, så er bjergsalt generelt set i den høje ende af kontamineringsskalaen. Og havsalt er generelt set betydeligt lavere på spektret.
Især et enkelt populært saltprodukt indeholder ekstremt høje målinger af bly, Selina Celtic Salt. Med 5-600ppb bly er der er rigtig højt indhold, og en anden favorit Redmonds Real Salt, ligger med et mere acceptabelt indhold på 200ppb.
Bly forekommer naturligt i jordens skorpe, og er derfor tilstede i bjergsalt, så påstanden om at “urørt” salt fra underjordiske depoter skulle være sikrere, lader til ikke at holde.
De europæiske grænseværdier på bly i salt er fra 2021 på 1000 ppb, så ethvert produkt du finder på markedet er under de værdier.
Sporbarhed og renommé:
Som nævnt er det ekstremt begrænset med tilgængelig data på forskellige produkter.
Og lige præcis derfor er der et kæmpe argument for at nogle af de mere etablerede saltmærker, der på trods af at ikke være perfekte, i det mindste giver os en idé om hvad indholdet er.
Det er skuffende at størstedelen af producenter vælger ikke at udgive deres tests, og lader det være op til uafhængige grupper selv at teste produkterne.
Konklusion
Det virker tæt på umuligt at konkludere noget ud fra det begrænsede mængde data der er tilgængeligt. Et par gennemgående trends er dog at der er både fordele og ulemper ved de forskellige metoder.
Havsalt har en større forekomst af mikroplast, bjergsalt har et større indhold af tungmetaller og bordsalt kan have en række rest materiale fra kemisk rensning, og tilsatte stoffer.
Man må gøre op med sig selv, hvor at man mener at eventuelle risici for enten mikroplast eller tungmetaller starter og slutter.
Personligt hælder vi til at ingen mængde af spormineraler vil opveje høje spor af arsenik, bly eller cadmium, da de er skadelige i alle doser.
Vores umiddelbare konklusion er derfor mere fokuseret på en reducering af skadelige effekter, end en promovering af de gavnlige (såfremt der er nogen).
Især børn har en lav tærskel for de skadelige stoffer, så forældre skal måske være ekstra opmærksomme.
Vi har kigget på både tests lavet af uafhængige kilder, såsom diverse watchdogs, men også på en række videnskabelige studier som har testet specifikke mærker af salt.
En række af de produkter med de bedste resultater findes desværre ikke på de danske markeder, så vi har taget forbehold i de der er let tilgængeligt og udbredte i Danmark.
Vores anbefaling
Vores bedste bud på en anbefaling er Redmonds Real Salt, Maldon Sea Salt og Celtic Sea Salt Makai Pure – selvom det er meget svært at sige om ét produkt er bedre end et andet her.
Redmonds Real Salt er anbefalingsværdige fordi at de er offentliggør testresultater og ligger lavt i egne tests for mikroplastforurening, men da det sælges i plastikindpakning, er det nok ikke garanteret. Det scorer mellem i tungmetalforurening, selvom de påstår at tests kun periodisk påviser blyindhold på ca. 200ppb.
Maldon Sea Salt er meget udbredt, og er derfor blevet testet uafhængigt af forskellige forskningshold og af watchdogs, og scorer generelt set lavt i tungmetalforurening. Deres egen påstand er på et indhold af bly på under 10ppb. Der er ingen data på mikroplastforurening, og det må derfor antages at det er sammenligneligt med andet havsalt.
Det er også til dels nævn fordi at det findes i supermarkeder til en pris der er betydeligt under de andre salte på listen.
Celtic Sea Salt Makai Pure er modsat den almindelige Celtic Sea Salt ikke udvundet af havvand fra Franske kyste, men fra Hawaii og deler kun navn med det andet produkt vi har kigget på. Det er lavt i tungmetaller og har et lavt mikroplastikresultat.
Af de mere populære produkter, der nok vil være belæg for at undgå, er Himalaya salt og den almindelige Selina Celtic Sea Salt.
Himalaya salt scorer mellem i tungmetalforurening, og højt i mikroplast, men siden at det ikke forhandles under ét mærke, men en hel række mærkede eller umærkede produkter, er det et skud i tågen.
Og Selina Celtic Sea Salt scorer helt i top i tungmetalforurening, og bør nok undgås på det grundlag, måske især hvis at det indtages af små børn.
Bordsalt er trods dens forarbejdning ikke frit for tungemetaller, og sammenlignet med et tilfældigt udvalg af uforarbejdede salte kun 2-5% lavere. Uden testresultater ved man blot at værdien ligger mellem nul og de Europæiske grænseværdier.
Med tilsat aluminium og et ukendt indhold af tungmetaller og mikroplast, er det derfor heller ikke en anbefaling værdig.
